Atrieflimren og atrieflagren

Atrieflimren og -flagren ('hjerteflimmer') er tilstande, hvor den normale hjerterytme er afløst af en uregelmæssig hjerterytme, som undertiden kan være for hurtig eller for langsom. Hos visse patienter optræder de to tilstande samtidig - ’flimmer/flagren’.

Symptomer på atrieflimren og atrieflagren

Symptomerne på hjerterytmeforstyrrelser er:

hjertebanken (meget almindeligt)
åndenød og trykken i brystet
svimmelhed eller besvimelse

I nogle tilfælde mærker patienterne slet ingen symptomer, men atrieflimren eller -flagren bliver tilfældigt opdaget ved optagelse af et elektrokardiogram (EKG).

Risiko for blodpropper

Atrieflimren og -flagren kan medføre, at der dannes blodpropper i forkamrene. Blodpropperne kan blive sendt videre ud fra hjertet og i værste tilfælde føre til blodprop i hjernen.

Årsager til atrieflimren og atrieflagren

Atrieflimren skyldes ofte andre former for hjertesygdom, fx:

blodprop i hjertet
hjertesvigt
hjerteklapsygdom
lidelser i hjertemusklen
forhøjet blodtryk

Læs mere om: Blodprop i hjertet

Læs mere om: Hjertesvigt

Læs mere om: Forhøjet blodtryk

Hos nogle få personer findes der ingen anden hjertesygdom end atrieflimren og -flagren. Men fx kan overvægt, alkoholmisbrug, svære infektioner eller et forhøjet stofskifte også føre til atrieflimren eller -flagren.

I nogle tilfælde kommer atrieflimren eller -flagren kun i anfald af varierende varighed, som stopper af sig selv; dette kaldes paroxystisk atrieflimren eller –flagren. Diagnose og behandling er her den samme som ved den permanente tilstand.

Læs mere Læs mindre

Elektriske impulser

Elektriske impulser

Normalt pumper hjertet ved, at der sendes en elektrisk impuls fra "sinusknuden", et lille impulscenter i højre forkammer, videre gennem forkamrene til overgangen mellem forkamre (arterier) og hjertekamre (ventrikler).

Dette sted, som kaldes atrioventrikulær (AV)-knuden, forsinker impulsen ganske kortvarigt, inden den går videre til hjertekamrene. Det betyder, at impulsen først får forkamrene til at trække sig sammen og bidrage til at pumpe blod over i hjertekamrene, som derefter trækker sig sammen og pumper blodet videre ud i kredsløbet. Denne normale hjerterytme kaldes ’sinusrytme’.

Impulser ved atrieflimren
Ved atrieflimren udløses der elektriske impulser en masse tilfældige steder i forkamrene. Impulserne "kører" kaotisk rundt i forkamrene, hvilket betyder, at disse ikke trækker sig ordentligt sammen, men blot står og "flimrer".

Der kommer nu alt for mange impulser til AV-knuden, som skal 'sortere' impulserne, inden de går videre til hjertekamrene. Det betyder dels, at impulsoverledningen bliver uregelmæssig, hvilket giver uregelmæssig hjerterytme, samt at impulserne kan komme enten for hurtigt eller for langsomt til hjertekamrene, så pulsen bliver enten for hurtig eller for langsom.

Impulser ved atrieflagren

Ved atrieflagren kommer impulsen i forkamrene fra et andet sted end sinusknuden, men der er her en mere ensartet impuls-karrusel i forkamrene. Impulserne er regelmæssige men kommer hurtigt, evt. helt op til 400 gange i minuttet. Hvis ikke AV-knuden bremser nogle af impulserne, får man alt for hurtig puls og hvis den bremser for meget, bliver pulsen for langsom.

Elektriske impulser

Elektriske impulser

Impulser ved atrieflagren

Faresignaler

Det er altid fornuftigt at blive undersøgt af en læge, hvis man mærker symptomer fra hjertet som fx hjertebanken, trykken for brystet og åndenød. Atrieflimren og -flagren kan give mange forskellige gener, som kan forveksles med andre sygdomme, men kan også være uden symptomer.

Hvor udbredt er atrieflimren og atrieflagren?

Hyppigheden tiltager med alderen. Atrieflimren og -flagren ses sjældent hos yngre, men findes hos omkring 10 % af alle over 70 år. Disse rytmeforstyrrelser er også hyppigere hos overvægtige.

Hvordan udvikler atrieflimren og atrieflagren sig?

Forløbet afhænger helt af årsagen. Hvis årsagen er en anden hjertesygdom, vil forløbet af atrieflimren eller -flagren afhænge af denne og det vil i reglen kræve fortsat behandling af hjerterytmen. Hvis der findes en anden årsag som kan behandles effektivt og der ikke er nogen anden hjertesygdom, vil normalisering af hjerterytmen efter behandling ofte kunne vare ved.

Undersøgelse for atrieflimren og atrieflagren

Diagnosen stilles med et elektrokardiogram (EKG). Ved anfaldsvis atrieflimren eller –flagren kan man få optaget EKG over et par døgn eller mere ved hjælp af en lille EKG-optager, som man får med hjem. Moderne smartwatches kan også anvendes til at påvise atrieflimren og -flagren.

En væsentlig undersøgelse for at finde årsagen til atrieflimren eller -flagren er ekkokardiografi, som er en ultralydsundersøgelse af hjertet.

Har man atrieflimren, bør man også få målt sit stofskifte med en blodprøve.

Behandling af atrieflimren og atrieflagren

Der er 2 formål med behandling af atrieflimren og atrieflagren:

at forebygge komplikationer som fx blodprop i hjernen
at regulere hjerterytmen

Hvis der er en grundlæggende hjertesygdom, bør den behandles, ligesom et forhøjet stofskifte eller andre udløsende årsager skal behandles.

Hvis man blot en enkelt gang har fået påvist atrieflimren og -flagren, anbefales der sædvanligvis livslang behandling med blodfortyndende medicin. Derudover er behandlingsstrategien ofte at forsøge at få hjerterytmen tilbage i normalt gear (sinusrytme) vha. rytmeregulerende medicin, DC-konvertering (elektrisk stød, se nedenfor) og evt. RFA (overbrænding, se nedenfor). Men hvis patienten ikke mærker noget til atrieflimren eller -flagren og hjertefrekvensen i øvrigt er passende, vil man i en del tilfælde acceptere vedvarende (kronisk) atrieflimren. Medicin som anvendes til at holde hjerterytmen i ro, omfatter bl.a. digoxin, betablokkere (f.eks. metoprolol), flecainid og amiodaron.

DC-konvertering (elektrisk stød)

Ved DC-konvertering får hjertet et elektrisk stød udefra, hvorved man kan få ’tavlen visket ren’ og hjertet til at falde tilbage i den normale sinusrytme. Behandlingen foregår under kortvarig bedøvelse og foretages ofte ambulant.

Man vågner efter få minutter og er meget hurtigt helt frisk. Hvis det lykkes at normalisere hjerterytmen, vil man i en del tilfælde forsætte med rytmeregulerende medicin for at mindske risikoen for tilbagefald.

Overbrænding (radiofrekvensablation, RFA)

Hvis symptomerne fortsat generer trods medicinsk behandling, kan man få en såkaldt overbrændingsbehandling (RFA). Det gøres ved at tynde specialkatetre føres op til hjertet via de store blodårer i benet, hvorefter man præcist kan "overbrænde" og isolere de impulskilder, som gør, at atrierne flimrer eller flagrer. RFA foregår ofte i lokalbedøvelse.

Forebyggelse af blodpropper

Ved atrieflimren eller -flagren er der risiko for, at man udvikler blodpropper i det mere stillestående, elektrisk flimrende/flagrende forkammer, som så kan sendes op til hjernen og til andre organer. Risikoen er særligt stor, hvis man er 65 år eller derover og/eller har visse andre risikofaktorer, som omfatter kvindeligt køn, forhøjet blodtryk, hjertesvigt, sukkersyge, tidligere slagtilfælde og kendt åreforkalkningssygdom. Dette vurderer lægen ud fra et anerkendt scoringssystem (CHA2DS2-VASc score). Hvis der herudfra ’er points nok’, anbefales der blodfortyndende behandling, med mindre at lægen skønner at risikoen for at en sådan behandling kan medføre alvorlig blødning er for høj.

Blodfortyndende medicin

Den blodfortyndende behandling består oftest af såkaldte direct oral anticoagulant-tabletter (DOAC) fx Pradaxa, Eliquis og Xarelto, der ikke kræver blodprøvekontrol. Tidligere anvendte man mest warfarin (Marevan), som dog kræver, at man jævnligt får taget blodprøver til kontrol af graden af blodfortynding for at kunne afstemme tabletdosis. Hjertemagnyl giver ikke effektiv beskyttelse mod blodpropper ved atrieflimren/-flagren og gevinsten ved blodfortyndende medicin skal altid vejes op imod risikoen for blødning.

Andre navne og stavemåder for atrieflimren og atrieflagren:

Forkammerflimren
Hjerteflimmer
Hjerterytmeforstyrrelse

Artiklen er opdateret d 04-11-2022