Det mener apotekerne uhensigtsmæssig medicinering
Patienter med flere kroniske sygdomme behandles ofte med flere forskellige lægemidler samtidig. Det kaldes polyfarmaci. Indimellem ses det, at behandlinger, som kun var tiltænkt for en kortere periode, fortsætter, uden at der reelt er et fortsat behov. Nogle borgere får dermed uhensigtsmæssig medicin. De risikerer at opleve bivirkninger, ringere livskvalitet og unødige kontakter til sundhedsvæsenet. Uhensigtsmæssig medicinering bør stoppes, så risiko for lægemiddel-relaterede problemer, bivirkninger og medicinspild undgås.
Ingen borgere skal have mere medicin end nødvendigt
Læge og apotek kan samarbejde lokalt om at stoppe uhensigtsmæssig medicinering. En arbejdsgruppe nedsat som opfølgning på den politiske aftale om sundheds-reformen fra 2022 anbefaler, at apotekerne efter aftale med lægen foretager medicingennemgang i lægedækningstruede områder.
Medicinproblemer giver sundhedssektoren store og unødvendige udgifter. Desuden har det store menneskelige omkostninger i form af sygefravær, dårligere sundhed og forringet livskvalitet. Op mod 100.000 bliver hvert år indlagt på grund af medicinproblemer, der kunne være forhindret. Op mod 40 procent af alle indlæggelser af ældre på medicinske afdelinger er medicinrelaterede. Halvdelen af disse kan forebygges.
Hent politikpapiret i printvenlig PDF