En ny analyse viser, at Danmark har Skandinaviens billigste generiske lægemidler. Det er det danske prissystem med 14-dages licitationer kombineret med apotekernes substitution til det billigste alternativ, der har skabt en konkurrence, der har medført meget lave priser på generisk medicin i Danmark.
Den nye analyse af prisniveauet i 2012 i de tre nordiske lande, viser, at danskerne sparer knap 1,3 mia. kr. ved at købe kopimedicin på recept i Danmark frem for Norge, og de sparer omkring 1 mia. kr. i forhold til svenske priser. Norske priser på danskernes 98 mest brugte typer kopimedicin er 56 pct. højere end i Danmark, mens de svenske priser er 43 pct. højere end i Danmark.
Både analyseinstituttet IMS og Oslo Economics har tidligere analyseret internationale priser på generisk medicin. Begge analyser viser også meget lave danske priser på kopimedicin og bekræfter dermed Apotekerforeningens nye analyse.