Gå til indhold

Apotekets døgnåbne rådgivning på apoteket.dk når 15.000 kunder

15.000 danskere har nu benyttet sig af den gratis mulighed for at få rådgivning om medicin døgnet rundt på apoteket.dk. Apotekerne lancerede i februar 2012 en døgnåben online rådgivning om medicin på apoteket.dk. Siden da har der været næsten 12.000 chatsamtaler og godt 3.000 telefonopkald.

Omkring 90 procent af kunderne i online rådgivningen oplever, at de får svar på deres spørgsmål. Og 90 procent er trygge og tilfredse med den rådgivning, de modtager og vil bruge online rådgivningen igen.

I gennemsnit håndterer apoteket hver dag omkring 35 henvendelser på tekstchatten og 15-20 telefonopkald. Knap halvdelen efterspørger rådgivning om deres medicin. Knap en fjerdedel har spørgsmål om sygdomme og symptomer. Der er også knap en fjerdedel, der stiller spørgsmål om andre emner som e-handel, pillepas mv.

Opkaldene til den døgnåbne online rådgivning er jævnt fordelt over dag- og aftentimerne mellem kl. 8 og 23. Der er markant færre rådgivninger i nattetimerne.

Rådgivningen varetages af apotekets faguddannede personale på et af landets 11 døgnvagtsapoteker, der i forvejen har åbent 24 timer i døgnet, alle årets dage. Det er gratis for alle at benytte rådgivningen – uanset om man køber medicin på www.apoteket.dk eller ej.

Læs analysen her